Golden Days festival på Telefonfabrikken

Golden Days festival på Telefonfabrikken

Unge fra Gladsaxe kuraterer kulturoplevelser under dette års Golden Days Festival. USKIK og Golden Days inviterer til en række arrangementer, der sætter fokus på alt det, man ved første øjekast ikke ser. Arrangementet En hærs værker – Graffitiens historie er en del af festivalen og under vingerne af Telefonfabrikken og i samarbejde med musikspillestedet Richter inviteres publikum lørdag d. 15. september fra kl. 15.00 på en rejse ind i Graffitiens historie og univers.

Det siges, at nutidens ungdom er historieløse. Med næsen i iPhonen og hovedet i clouden, swiper, zapper og scroller de sig væk fra fordybelse og ind i en verden af stadig flygtigere news feed. Eller er unges historieforståelse bare en anden, og er det netop deres samtidsblik, som kan kaste et nyt, forfriskende lys over fortiden og dens skyggesider?

Graffitien er langt fra et nyt fænomen og kan formentlig dateres tilbage til det gamle Grækenland og til stenalderfolkets hulemalerier. Nogle forbinder endda datidens vægskriblerier til nutidens pieces og tags på de københavnske husmure og S-toge, og graffitien har derfor igennem historien talt til os. De unge vil med En hærs værker – Graffitiens historie og gennem live art, musik, kunstværker/pieces og videoinstallation fortælle historier om de graffitimalere, der sætter alt på spil for deres kunst. Og gennem foredrag med kunsthistoriker og Tv-ikon Peter Kær vil graffitikulturen blive perspektiveret til fortiden.

Telefonfabrikkens unge er trukket i arbejdstøjet og i samarbejde med USKIK – unge skaber i kulturinstitutionerne – og historiefestivalen Golden Days vil de sætte fokus på de underbelyste afkroge af historien – de afkroge der definerer deres historieforståelse og deres samtidsblik. Med ungdommens dristighed bevæger vi os ind bag historiens facader, sætter fokus på b-siden og giver derigennem en stemme til alt det vi normalt ikke taler om. Sammen med kunstnere, kulturformidlere og fagprofessionelle på 12 udvalgte museer, biblioteker og kulturinstitutioner i Kulturmetropolen inviteres publikum til live-performances, udstillinger, talks og installationer. Fra sanseprovokerende møder med tabuiserede følelser fra de menneskelige mørkekroge over debat om graffiti som vor tids hulemalerier eller hærværk til koldkrigskunst, computerpoesi og børnelivets B-sider.

Direktør fra Golden Days Svante Lindeburg udtaler:

”Det er helt i festivalens ånd, at vi sammen med USKIK får mobiliseret unges stemmer. Det er jo netop i samarbejde med de unge, at vi bedst kan lære af eksperimentets og den vilde tankes kraft. USKIKS arrangementer stråler af visioner, mod, åbne hjerter og håb for fremtiden. Det kan vi alle sammen lære meget af. Vi er faktisk blevet så inspireret af samarbejdet med USKIK, at vi i 2020 kommer til at dedikere hele vores festival til unge”.

Tag med på en rejse ind i graffitiens historie og univers. Et univers af kunstværker/pieces, fortællinger, foredrag, live-art, musik og dans.

PROGRAM BLIVER OFFENTLIGGJORT LØBENDE på Facebook

Arrangementet finder sted i Richter i Telefonfabrikken og er en del af Golden Days Festival. Arrangementet sker i samarbejde med Kulturmetropolen og USKIK.
Deltagelse er gratis.

Om USKIK

Projektet USKIK arbejder for at øge unges muligheder for at påvirke og medskabe kulturtilbuddene i Kulturmetropolen. USKIK udspringer af et ønske om at koble de unge med kulturinstitutioner og hermed udnytte de allerede eksisterende rammer, bringe den kulturfaglige ekspertise i spil og bane vejen for fremtidens kulturentreprenører. USKIK er en del af Kulturmetropolen, som er et samarbejde mellem 14 kommuner og Kulturministeriet om at skabe flere og bedre kulturtilbud.

 

Om Golden Days

Golden Days sekretariat har over 20 års erfaring med at formidle historie og viden. Sekretariatet er mest kendt for sin historiske festival, som hvert år tiltrækker over 30.000 mennesker på tværs af aldersgrupper. I år belyser Golden Days Historiens B-sider – fraklippene, eksperimenterne og de blinde vinkler. Festivalen løber af stablen d. 7. – 23. september 2018. Det fulde program offentliggøres på goldendaysfestival.dk.

 

FacebookTwitterGoogle+Email